Selskabet

Selskabets love

Fuglekongen

Bestyrelsen

Historie

 

 

 

 webmaster    
Copyright Team Hvolgaard

 


Historie

Fugleskydning var ikke nogen ny foreteelse, da Helsingors Skydekompagni formelt stiftedes den 25. august 1766. I konventionen, der fik kongelig konfirmation af Christian den Syvende den 5. december samme år, hedder det således, at kompagniet skal bestå af ”alle de borgere og bosiddende indvånere, som hidintil have skudt og herefter ved subskription lader sig tegne som bestandige interessenter af den årlige fugleskydning”. Den originale konvention med den kongelige underskrift beror stadig i selskabet, ligesom den første protokol på hvis forside selskabets valgsprog står sirligt skrevet: LA GLOIRE EST LA RÉCOMPENSE.


Den kongelige bevågenhed som skydeselskabet øjensynlig nød allerede fra begyndelsen har holdt ved. Samtlige danske regenter siden Christian den Syvende har været medlem af selskabet, og flere har ladet sig skyde til fuglekonge. Således kong Christian den Niende i 1881, kong Christian den Tiende i 1919 og endelig kong Frederik den Niende i 1950 og 1966. Hertil kommer en række prinser med Carl af Hessen som den første i 1796 og 1798, fulgt af Christian Frederick, hertug til Augustenborg i 1804, Lovisa Augusta, prinsesse til Danmark, hertuginde til Sles. Hol. Augustenborg i 1830, prins Frederik Ferdinand til Danmark i 1837, Christian Frederik (d VIII) Wilhelm Carl kronprins til Danmark i 1865 og endelig sidst i 1978 (1979) prins Henrik af Danmark. Utvivlsomt er det heri man skal søge forudsætningen til, at selskabet kan flage med splitflag.


Hver onsdag eftermiddag fra juni til hen i september mødtes medlemmerne om skiveskydning, som vel ikke afveg synderligt fra den form, som herskede i senere tiders skytteforeninger. Idegrundlaget var også det samme. Nemlig at bibringe medlemmerne en vis skydefærdighed, som i påkommende tilfælde kunne nyttiggøres ved fædrelandets forsvar.


Ved sammenkomsterne skulle skytterne ”begegne hinanden med al høflighed og god enighed”. Det var dem tilladt ”at bruge sømmelig munterhed og frihed, men ingen ved uanstændige og grove ord og ekspressioner i ord eller gerning at antaste den anden. Ingen måtte ”lade sig høre med sværen og banden under 4 skilling straf”. Endvidere hedder det, at ”førend der skydes, så vel som medens der skydes, må intet drikkes uden til nødtørft”. Der var ingen bestemmelser om, hvorledes der måtte drikkes efter skydningen, men havde man forud drukket ”til nødtørft”, var det formodentlig senere tilladt at gå lidt over stregen.


Akkurat som hos de rent faglige 1aug var der temmelig snævre grænser for, hvem der kunne blive optaget i skydeselskabet. Statutterne stillede dog kun krav om, at vedkommende medlem skulle være borger eller ”bosiddende folk”. Reelt var optagelseskriteriet imidlertid langt snævrere. De fleste af skydebrødrene var næringsdrivende borgere, købmænd og håndværksmestre. Dertil kom garnisonens øverste officerer samt de mere betydende embedsmænd i byen og ved Øresunds Toldkammer.


Det forhold, at formandsposten - ældste dommer - gik på omgang mellem de valgte dommere, og af hvilke én afgik hvert år, gjorde det vanskeligt at få skabt en fast linie i selskabets ledelse. Noget hjalp det da man i 1840’rne muliggjorde genvalg og i 1866 forhøjede dommernes antal til seks. Men først i 1874 tog man skridtet fuldt ud og afskaffede dommerinstitutionen til fordel for en formand valgt for 3 år og 4 direktører, der valgtes for 2 år, og af hvilke to afgik hvert år. Direktionen skulle af sin midte vælge kasserer. Direktørerne varetog hver deres særlige hverv, karakteriseret ved deres titel således arrangementsdirektør, bygningsdirektør, inventariedirektør og læsedirektør. Bestyrelsen er senere blevet udvidet med viceformand, kasserer og sekretær.


Skydebanen

Hvor skydeselskabets brødre mødtes i den første tid for at praktisere den ugentlige skiveskydning står ikke helt klart, men det vil være nærliggende at formode, at stedet har været »Kokkens Have« umiddelbart uden for byporten ved Svingelen. Her etableredes i alle tilfælde snart en skydebane som selskabet benyttede. I den første snes år som lejer, men fra 1792 som ejer, idet selskabet nævnte år erhvervede ejendommen. Udover selve skydebanen omfattede ejendommen en anselig bygning, der i hen ved 50 år kom til at danne ramme om selskabets daglige liv og festivitas.


Oprindelig var deltagelse i de ugentlige skiveskydninger obligatorisk og tog sigte på at bibringe brødrene en vis skydefærdighed. Omhyggeligt opnoteredes brødrenes resultater i protokollen. ”For Skiveskydningen var der indrettet en selvstændig Bane til Venstre for Skydehøien. Der var et eget Skyttehus, hvor Ladningen foregik, og Skytterne opholdt sig til deres Tur faldt for.


Også de traditionsrige fugleskydninger ændrede i denne periode karakter. Hidtil havde man skudt efter en »papegøje« som havde været anbragt vandret i toppen af en høj mast med mærs. Men brødrenes tilsyneladende manglende skydefærdighed kombineret med den særlige form, hvorunder fugleskydningen afvikledes, forårsagede mangen en gang, at en vildfarende kugle ramte udenfor skydebanens område. Byfogeden, der var datidens politimester, havde da også i gentagne tilfælde udtalt sin store betænkelighed ved situationen. Men først i 1868 ændredes skydeproceduren. Papegøjen blev herefter anbragt vertikalt på en kort stang foran en skydevold, ligesom der nu også blev skudt fra et fast anlæg.


Skydeselskabet måtte imidlertid efterhånden erkende, at beliggenheden var uhensigtsmæssig; ikke fordi arealet skulle bruges i andet øjemed, men fordi skydebanen gradvis blev omgærdet af villaer og beboelsesejendomme. Situationen var selvsagt uholdbar og i 1901 besluttede man endelig at forlægge skydningen til de militære skydebaner ved Teglstrup Hegn, hvor der i dag er golfbane, og fra 1965 ved Hellebæk Avlsgård. Geværerne, som der blev skudt med ved kongefugleskydningerne indtil 1962, var model 1867. Før da var det muskedonnere. Fælles for de gamle geværer var at de var uhåndterlige og upræcise. Så i 1962 besluttede bestyrelsen at anskaffe fire 89-geværer, som efterfølgende blev doneret af nogle skydebrødre. En prøveskydning forud for kongefugleskydningen i 1962 planlagdes rimeligvis, men blev øjensynlig ligeså lidt som mange tidligere og for den sags skyld også flere senere planlagte prøveskydninger gennemført. Når der idag fortsat skydes med de gamle 1867-geværer hænger dette alene sammen med et forbud mod brugen af 89-modellen.

 
Skiverne

De mange malede skiver udgør et særligt kapitel i skydeselskabets historie. Efter konventionen skulle den afgående fuglekonge skænke selskabet en bemalt skive til erindring om tiden og værdigheden således indledt ved gæstgiver Peter Siöstedt i 1766. Skiven er senere gået tabt. Skivens motiv kendes ikke. Derimod ved man, at den havde følgende inskription: ”Il faut le force contre les difficultés afin de réussir dans son entreprise - Man muss anhalten, wenn man zu seinem Vorhaben gelangen will”.


Den ældste dommer var tilsvarende pligtig til ved sin afgang at give en skive til selskabet. Henved 20 konge- og dommerskiver pryder derfor idag selskabets lokaler i Stengade 46. Personalhistorisk og kulturhistorisk en uvurderlig samling, som stedse er genstand for beundring og mangen en snak om gamle dage.

 Dommerskiverne er færrest i antal, fordi pligten til at give en skive ved afgang som ældste dommer blev ophævet fra 1820, hvorefter frivilligheden alene fik lov at råde. Siden har kun to dommere følt sig foranlediget til at skænke en skive.


Rækken af fuglekongeskiver synes med undtagelse af den allerførste at være komplet. Når der alligevel fattes enkelte årstal hænger dette alene sammen med, at der ikke har været afholdt kongefugleskydning de respektive år. Oftest har årsagen i disse tilfælde været krigsbegivenheder. En enkelt fuglekonge har endvidere undladt at give den obligatoriske skive. Enkelte dommerskiver synes imidlertid at være forsvundet i forbindelse med branden i 1849. Flere skiver bærer tydeligt præg af denne tragiske begivenhed. Eksempelvis bærer den ene af prins Carl af Hessen’s to fuglekongeskiver fra 1796 umiskendeligt præg af at have været udsat for en kraftig varmepåvirkning måske endog direkte ild.
Umiddelbart kan det måske forekomme mærkværdigt, at de ældre skiver er gennemhullede og delvis splintret af geværkugler. Forklaringen er imidlertid den, at indtil midten af 1830’rne skød brødrene til den afgående fuglekonges skive - ét skud hver. Formentlig har skiverne været hængt op på et træstativ, sådan som det også ses på købmand N. L. Bentzons skive fra 1799, hvorefter skydebrødrene efter tur har skudt mod den pågældende skive. Studerer man de gamle skiver nøjere kan man eksempelvis på brændevinsbrænder Jens Sørensens skive fra 1782 tydeligt se, at de enkelte skudhuller omhyggeligt er blevet nummereret efter skytternes skydenummer.


Særegent er det derfor, at to skiver fra henholdsvis 1796 og 1798 fremstår uden skudhuller. Imidlertid er forklaringen den enkle, at prins Carl af Hessen, der var fuglekonge nævnte år, udover de obligatoriske skiver, som der da også behorigt er blevet skudt mod, har betænkt selskabet med yderligere to skiver. Velsagtens har betingelsen været, at disse skiver skulle hænges uskadte op. Skiverne er ens forsåvidt deres motiv er et våbenskjold støttet af to løver. Helt forskellige motiver er derimod valgt på de respektive pendanter. På skiven fra 1796 skimtes en kriger samt et alter med et bål. På alterets forside læses: ”Elsk Føde Land Dyd og Fred Og føel da din Lyksalighed”. Motivet på den anden skive omfatter dannebrogsflag, faner, korslagte kanoner, sværd, hjelme og andre sindbilleder på krigen. I det omgivende skjold læses: ” I Fred med Lyzt, og rolig Bryst, man sig(ter) hist, Og treffer vist”. Fuglekongens titulering er endvidere på disse skiver udvidet med ”landgreve”.


Allerede i 1778 stilledes forslag om at undlade at skyde til de bemalte skiver. Men et stort flertal blandt medlemmerne udtalte i den anledning, at ”»intet kan smykke en skive mere end at den med mange gode skud er stafferet”. Mindretallet vandt imidlertid gradvist gehør for sit synspunkt, og i 1820’rne begyndte man at nøjes med at give skiverne enkelte, symbolske skud og satte pietetsfuldt malede træpropper i kuglehullerne. Ved midten af 1830’rne ophører man helt med at skyde til skiverne. Enkelte skiver deriblandt købmand K. F. Marstrands skive fra 1856 bærer dog umiskendeligt præg af at være ramt af hagi eller pile.


Rådmand G.J. van Deurs blev formelt skydeselskabets første fuglekonge. Skiven, der foruden årstallet 1767 bærer devisen: ”Le vainqueuer seul la Mérite”, har som motiv en laurbærkrans som omgiver en fugl fra hvis næb hænger et lille rundt spejl - trolig sigtepletten. Et element som ses at gå igen på mange af de gamle skiver.


Umiddelbart forekommer de allerfleste af skiverne fra tiden frem til begyndelsen af 1830’rne lidt kedelige og intetsigende. Dette skyldes imidlertid nok så meget den ofte temmelig dunkle allegori, som ligger skjult i motiverne. Men lidt fantasi og forståelse af tidsånden hvori de er skabt, kan åbne op for en ganske spændende verden. Skivernes tekster kan ofte hjælpe godt på vej. En solid historisk viden om kongehuset og dets historie kombineret med en indsigt i heraldik er også helt nødvendig, når man vil forstå de kongelige skiver. Det gælder også den skive, som selskabets hidtil eneste kvindelige fuglekonge, prinsesse Lovisa Augusta, hertuginde til Augustenborg, lod ophænge i 1830. Skiven viser hendes kronede våben.


De første tilløb til at bryde med den allegoriske motivverden har man allerede i færgemand J. P. Sodenæs’ skive fra 1771. Den gengiver en jagt under sejl mellem Helsingør og Helsingborg. Men først med storkøbmand og entreprenør Jean Jacob Claessen, der bliver fuglekonge i 1777 og da tituleres som agent, er det symbolske i motivet helt forladt. Det topografiske er tilsvarende
det fremherskende i motivet på Louis Tuxen’s skive fra 1785, men rummer tillige en klar symbolik i det forhold, at tre sømænd rejser en skydeskive på Kronborgstranden. Louis Tuxen var ”Capitain af Søe Etadten og Inspectøer i Øresundt”. Købmand John 5. Diston, der ernærede sig ved klarering og proviantering af navnlig de engelske handelsfartøjer, som ankrede op på byens rhed for at betale den pålagte Øresundstold, har meget naturligt, på sin skive fra 1790, valgt at vise det danske vagtskib på rheden og behørigt suppleret med teksten: Wort Konge Huus leve og hver Landet har kjær; Dets Fiender Bæve, det hændes som ser; Wort Skibsfart Forøges. Wort Selskab Bestaa; Wore Havne Besøges til Werdner forgaar.


Man skal herefter helt frem til året 1832 for at finde en skive med en let genkendeligt motiv. Det er krigsraad Petersens skive med en iøvrigt pragtfuld gengivelse af Øresunds Toldkammer og den foranliggende plads med den vandspyende sandstensløve, som Helsingør Vandkompagni havde bekostet nogle år forinden. Toldkammeret blev nedrevet i 1860 i forbindelse med udvidelsen af havnen. En kulturhistorisk særdeles spændende og værdifuld skive er i høj grad også købmand Hilligsøe’s fra 1834, der viser det indre af hans manufakturhandel i Stengade 52. Og meget naturligt har købmand T. R. Lund valgt at få gengivet skydeselskabets ejendom og skydebanen - hvor han tre gange - nemlig i årene 1822, 1823 og 1835 var blevet skudt til fuglekonge af brødrene. Samme motiv havde J. Bakke valgt at forevige på sin fuglekongeskive i 1818. Enhver medalje har som bekendt en bagside således også en skydeskive. En enkelt skive nemlig J. Leerbech’s dommerskive fra 1775 har bemalt revers visende en matros siddende i en ret naturlig stilling. Om end ikke enerådende så er det topografiske motiv fra omkring 1818 dog klart dominerende i motivvalget for de skiftende fuglekonger. Enkelte fuglekonger valgte fortsat symbolske motiver.. Endelig var alle skiver indtil 1921 alene bemalede træplader.


Nævnte år giver godsejer og direktør Anders Jensen således en bemalt skive af kobber med motiv af bla. Marienlyst Badehotel. Gedigent og fornemt er konsul Chr. Andersen’s metalskive fra 1930 udspunslet og bemalt med motiv fra havnen med en lossende kuldamper ved Wright & Svendsens kulplads. Herefter skal vi faktisk helt frem til 1975 før et andet materiale end træ på ny får en chance, nemlig da købmand Poul Nikolaj Larsen vælger en keramisk skive og stenhugger John Nielsen året efter lader sin skive udføre i sten.


Allerede i 1913 havde snedkermester Emil Nielsen, som den første af selskabets mange fuglekonger, fravalgt den traditionelle bemalte træplade, og i stedet ladet en billedskærer udforme motivet, som i øvrigt er et skjold med snedkerfagets karakteristiske håndværktøj. Nyskabelsen blev ikke umiddelbart fulgt op af lignende skiver. Vi skal helt frem til begyndelsen af 30’rne før tilsvarende udskårne skiver på ny skænkes til selskabet.


Hovedparten af skydeselskabets mange gamle skiver er udført anonymt, men fra tiden efter 1838 bærer de fleste dog kunstnerens signatur. Blandt de mere kendte kunstnere kan nævnes navne som C. F. Sørensen, Carl Baagøe, Carl Buntzen, Fr. Hansen, Nørretranders, Otto Bülow, Carl Bosevang, E. V. Bøgh, Vilh. Arnesen, H. C. Bärenholdt, Mads Stage, Bente Polano og Lars Ravn.


Fuglekongen

Når brystpladen på papegøjen som den sidste er faldet til jorden, er årets fuglekonge formelt kåret. Reelt er den pågældende imidlertid valgt forud for selve skydningen. Vel står det den enkelte skydebroder frit at skyde sig selv til fuglekonge, men i reglen skyder deltagerne i fugleskydningen for den blandt brødrene, som man af den ene eller anden grund føler står for tur og som har accepteret at blive kåret. Sidstnævnte er ikke uvæsentligt.

Fuglekongeværdigheden fordrer som altid en vis økonomisk formåen.
Det blev tradition for at fuglekongen gav frokost til skytterne på den anden skydedag. Ligeledes blev det med årene tradition, at den nykårne fuglekonge skulle give champagne ved middagen på fugleskydningsdagen. Denne ”pligt” blev holdt i hævd indtil 1935, hvor den sidste ”champagnekonge” blev fejret.

Allerede i 1892 havde selskabets bestyrelse søgt at få konverteret champagnen til gaver i sølv. Siden 1960’erne har det været kutyme, at den afgående fuglekonge betænker selskabet med en gave. Det tidligst indgraverede årstal er 1961. Herudover har flere fuglekonger yderligere skænket selskabet gaver i form af forskelligt inventar, men også nye geværer til afløsning for de ganske gamle og efterhånden godt brugte geværer. En kær tradition er det også blevet, at fuglekongen skænker brødrene den første snaps ved de 4 årlige skiveskydninger. Oprindelig havde dette alene været en tradition ved generalforsamling og pølsegilde.


Under alle omstændigheder har det været en temmelig bekostelig affære at blive fuglekonge. At det måske heller ikke altid har været helt let at finde en blandt skydebrødrene, der var villig til at lade sig skyde til fuglekonge, turde vel udledes deraf, at købmand F. Stilling i 1875 og fabrikant W. Klenowi 1876 optages i selskabet på selve fugleskydningsdagen og derpå straks skydes til fuglekonge.


Tid efter anden lod de kongelige medlemmer af selskabet sig velvilligt skyde til fuglekonge, uden dog at indgå i de normale forpligtelser som sådan, men dog behørigt repræsenteret ved et udvalgt medlem af selskabet. Ualmindeligt var det imidlertid ingenlunde, at de kongelige personligt deltog i en fugleskydning, som derved selvsagt fik en ekstra glans. Da kong Christian den Niende og kronprins Frederik i 1882 deltog i selskabets fugleskydning, arrangeredes en særlig modtagelse på banegården, som dengang lå på Trækbanen. En æresport var ligeledes i dagens anledning blevet rejst ved indgangen fra Skydebane Allé, og 27 kanonskud drønede, da kongen ankom til den flagsmykkede skydebane.

Anledningen til det kongelige besøg var, at kongen som afgående fuglekonge skulle overrække selskabet den pligtige skive - kronet og med motiv af Fredensborg Slot. Da brødrene var vel skydende denne dag og brystpladen derfor faldt betids, nåede kongen tillige personligt at overdrage fuglekongeværdigheden til sin efterfølger konsul Albert Kaas.


Symbolet på fuglekongens værdighed var et grønt silkebånd med røde kanter - selskabets farver - i hvilket hang et sølvskilt i form af en papegøje. I 1892 fik selskabet imidlertid kongelig tilladelse til i stedet at anvende en gylden kæde, som var skænket af årets fuglekonge, skibsreder Theo Koch. Den højtidelige ceremoni, hvor kongebåndet blev aftaget den afgående fuglekonge og under kanonsalut hængt om halsen på den nye, fandt oprindelig sted under fuglestangen på skydebanen. Medens kanonsaluteringen traditionen tro fortsat finder sted på skydebanen i forbindelse med kåringen af den nye fugle- konge, er den ceremonielle overdragelse af fuglekongeværdigheden i dag henlagt til fugleskydningsmiddagen. Fuglekongen bærer i øvrigt kæden ved alle sammenkomster i selskabet.


Det var forståeligt et stort tab for skydeselskabet - ikke så meget af økonomiske som af venerationsmæssige årsager - da fuglekongekæden i 1985 forsvandt i forbindelse med et simpelt indbrud hos den daværende fuglekonge. En ny kæde blev skænket af broder Bengt Sørensen og kunstneren Mads Stage påtog sig at designe denne.


I de første 23 år klarede selskabet sig med nogle små kanoner. Men i 1791 fik man i Frederiksværk støbt nye malmkanoner, som tog 2 lod krudt mere end de gamle. De nu mere end 200 år gamle - 8 lødige - kanoner gør fortsat god fyldest ved de obligatoriske saluteringer. Efter en del år hvor saluteringen med kanonerne ikke fandt sted, blev de gamle malmkanoner, som stod opmagasineret på toldboden, hentet frem i 1959, og fuglekongen kunne atter, som det havde været skik og brug, behørigt blive hilst med en salut på tre kanonskud ved ankomsten til ”pistolgraven” på skydebanen. To af malmkanonerne blev i øvrigt skænket til kong Frederik den Niende i anledning af hans 60-årsdag.


Bygningerne

Helsingors Kongelig Privilegerede Skydeselskab var i de første mange år lejer hos gartner Freese i ”Kokkens Have” tæt udenfor Svingelport. Freese’s gård omfattede i 1766 en hovedbygning på seks fag i to etager opført i bindingsværk med grundmuret facade, et sidehus på seks fag, et tværhus på otte fag og endnu et sidehus på tolv fag - det hele i bindingsværk. Alt i alt ganske småt og lidet prangende. Et par af de ældste og ringeste af bindingsværkshusene blev snart nedrevet og hovedbygningen udvidet til elleve fag. Et skydehus indrettedes samtidig i et seks fags bindingsværkshus. Ejendommen blev i de følgende år ændret ved flere til- og ombygninger.


Natten mellem den 13. og 14. oktober 1849 galede den røde hane over skydeselskabets hovedbygning. Helsingør Avis meddeler i den forbindelse kort og godt: ”I går morges udbrød ild i det kgl. priv. Skydeselskabs klubbygning. Taget og alt indvendigt nedbrændte, så at kun de revnede mur ståe tilbage”. Bygningen var lykkeligvis behørigt forsikret, og alt imedens en ny bygning blev rejst, lejede skydeselskabet sig ind i første salen i den franske konsuls gård i Stengade.


Allerede i august måned det følgende år stod den nye klubbygning færdig, og skydebrødrene kunne flytte tilbage medbringende de enestående skiver og det øvrige inventar, som det på forunderlig vis var lykkedes at redde stort set komplet. Opførelsen og indretningen af den nye bygning, der idag indgår i Helsingør tekniske Skole i Skydebane Allé, kom trods udbetalingen af forsikringssummen i høj grad til at belaste skydeselskabets økonomi. På en fælles generalforsamling for Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab og Øresundsforeningen den 31. oktober 1894 var de to foreninger blevet sluttet sammen, således at Øresundsforeningen indgik i Skydeselskabet. Tiderne og byens sociale struktur havde ændret sig og nødvendiggjort sammenlægningen.
Den 17. juli 1900 fandt den sidste fugleskydning sted på den gamle skydebane, og den 8. marts 1901 besluttede man at sælge hele ejendommen. Få måneder senere købte selskabet den tidligere svenske konsulatsgård Stengade 46. En ombygning af den gamle, fornemme patriciergård blev omgående iværksat.

Indkørselsporten blev tilmuret og hele stueetagen udlejedes til Landmandsbanken. Indgangen til skydeselskabets egne lokaler på første og anden etage befandt sig i bygningens sydlige ende. Først da porten retableredes i forbindelse med en ny ombygning i 1963, blev den nuværende indgang etableret.