




webmaster
Copyright Team
Hvolgaard
|
Historie
Fugleskydning var ikke nogen ny foreteelse, da Helsingors
Skydekompagni formelt stiftedes den 25. august 1766. I konventionen,
der fik kongelig konfirmation af Christian den Syvende den 5.
december samme år, hedder det således, at kompagniet skal bestå af
”alle de borgere og bosiddende indvånere, som hidintil have skudt og
herefter ved subskription lader sig tegne som bestandige
interessenter af den årlige fugleskydning”. Den originale konvention
med den kongelige underskrift beror stadig i selskabet, ligesom den
første protokol på hvis forside selskabets valgsprog står sirligt
skrevet: LA GLOIRE EST LA RÉCOMPENSE.
Den kongelige bevågenhed som skydeselskabet øjensynlig nød allerede
fra begyndelsen har holdt ved. Samtlige danske regenter siden
Christian den Syvende har været medlem af selskabet, og flere har
ladet sig skyde til fuglekonge. Således kong Christian den Niende i
1881, kong Christian den Tiende i 1919 og endelig kong Frederik den
Niende i 1950 og 1966. Hertil kommer en række prinser med Carl af
Hessen som den første i 1796 og 1798, fulgt af Christian Frederick,
hertug til Augustenborg i 1804, Lovisa Augusta, prinsesse til
Danmark, hertuginde til Sles. Hol. Augustenborg i 1830, prins
Frederik Ferdinand til Danmark i 1837, Christian Frederik (d VIII)
Wilhelm Carl kronprins til Danmark i 1865 og endelig sidst i 1978
(1979) prins Henrik af Danmark. Utvivlsomt er det heri man skal søge
forudsætningen til, at selskabet kan flage med splitflag.
Hver onsdag eftermiddag fra juni til hen i september mødtes
medlemmerne om skiveskydning, som vel ikke afveg synderligt fra den
form, som herskede i senere tiders skytteforeninger. Idegrundlaget
var også det samme. Nemlig at bibringe medlemmerne en vis
skydefærdighed, som i påkommende tilfælde kunne nyttiggøres ved
fædrelandets forsvar.
Ved sammenkomsterne skulle skytterne ”begegne hinanden med al
høflighed og god enighed”. Det var dem tilladt ”at bruge sømmelig
munterhed og frihed, men ingen ved uanstændige og grove ord og
ekspressioner i ord eller gerning at antaste den anden. Ingen måtte
”lade sig høre med sværen og banden under 4 skilling straf”.
Endvidere hedder det, at ”førend der skydes, så vel som medens der
skydes, må intet drikkes uden til nødtørft”. Der var ingen
bestemmelser om, hvorledes der måtte drikkes efter skydningen, men
havde man forud drukket ”til nødtørft”, var det formodentlig senere
tilladt at gå lidt over stregen.
Akkurat som hos de rent faglige 1aug var der temmelig snævre grænser
for, hvem der kunne blive optaget i skydeselskabet. Statutterne
stillede dog kun krav om, at vedkommende medlem skulle være borger
eller ”bosiddende folk”. Reelt var optagelseskriteriet imidlertid
langt snævrere. De fleste af skydebrødrene var næringsdrivende
borgere, købmænd og håndværksmestre. Dertil kom garnisonens øverste
officerer samt de mere betydende embedsmænd i byen og ved Øresunds
Toldkammer.
Det forhold, at formandsposten - ældste dommer - gik på omgang
mellem de valgte dommere, og af hvilke én afgik hvert år, gjorde det
vanskeligt at få skabt en fast linie i selskabets ledelse. Noget
hjalp det da man i 1840’rne muliggjorde genvalg og i 1866 forhøjede
dommernes antal til seks. Men først i 1874 tog man skridtet fuldt ud
og afskaffede dommerinstitutionen til fordel for en formand valgt
for 3 år og 4 direktører, der valgtes for 2 år, og af hvilke to
afgik hvert år. Direktionen skulle af sin midte vælge kasserer.
Direktørerne varetog hver deres særlige hverv, karakteriseret ved
deres titel således arrangementsdirektør, bygningsdirektør,
inventariedirektør og læsedirektør. Bestyrelsen er senere blevet
udvidet med viceformand, kasserer og sekretær.
Skydebanen
Hvor
skydeselskabets brødre mødtes i den første tid for at praktisere den
ugentlige skiveskydning står ikke helt klart, men det vil være
nærliggende at formode, at stedet har været »Kokkens Have«
umiddelbart uden for byporten ved Svingelen. Her etableredes i alle
tilfælde snart en skydebane som selskabet benyttede. I den første
snes år som lejer, men fra 1792 som ejer, idet selskabet nævnte år
erhvervede ejendommen. Udover selve skydebanen omfattede ejendommen
en anselig bygning, der i hen ved 50 år kom til at danne ramme om
selskabets daglige liv og festivitas.
Oprindelig var deltagelse i de ugentlige skiveskydninger
obligatorisk og tog sigte på at bibringe brødrene en vis
skydefærdighed. Omhyggeligt opnoteredes brødrenes resultater i
protokollen. ”For Skiveskydningen var der indrettet en selvstændig
Bane til Venstre for Skydehøien. Der var et eget Skyttehus, hvor
Ladningen foregik, og Skytterne opholdt sig til deres Tur faldt for.
Også de traditionsrige fugleskydninger ændrede i denne periode
karakter. Hidtil havde man skudt efter en »papegøje« som havde været
anbragt vandret i toppen af en høj mast med mærs. Men brødrenes
tilsyneladende manglende skydefærdighed kombineret med den særlige
form, hvorunder fugleskydningen afvikledes, forårsagede mangen en
gang, at en vildfarende kugle ramte udenfor skydebanens område.
Byfogeden, der var datidens politimester, havde da også i gentagne
tilfælde udtalt sin store betænkelighed ved situationen. Men først i
1868 ændredes skydeproceduren. Papegøjen blev herefter anbragt
vertikalt på en kort stang foran en skydevold, ligesom der nu også
blev skudt fra et fast anlæg.
Skydeselskabet måtte imidlertid efterhånden erkende, at
beliggenheden var uhensigtsmæssig; ikke fordi arealet skulle bruges
i andet øjemed, men fordi skydebanen gradvis blev omgærdet af
villaer og beboelsesejendomme. Situationen var selvsagt uholdbar og
i 1901 besluttede man endelig at forlægge skydningen til de militære
skydebaner ved Teglstrup Hegn, hvor der i dag er golfbane, og fra
1965 ved Hellebæk Avlsgård. Geværerne, som der blev skudt med ved
kongefugleskydningerne indtil 1962, var model 1867. Før da var det
muskedonnere. Fælles for de gamle geværer var at de var uhåndterlige
og upræcise. Så i 1962 besluttede bestyrelsen at anskaffe fire
89-geværer, som efterfølgende blev doneret af nogle skydebrødre. En
prøveskydning forud for kongefugleskydningen i 1962 planlagdes
rimeligvis, men blev øjensynlig ligeså lidt som mange tidligere og
for den sags skyld også flere senere planlagte prøveskydninger
gennemført. Når der idag fortsat skydes med de gamle 1867-geværer
hænger dette alene sammen med et forbud mod brugen af 89-modellen.
Skiverne
De
mange malede skiver udgør et særligt kapitel i skydeselskabets
historie. Efter konventionen skulle den afgående fuglekonge skænke
selskabet en bemalt skive til erindring om tiden og værdigheden
således indledt ved gæstgiver Peter Siöstedt i 1766. Skiven er
senere gået tabt. Skivens motiv kendes ikke. Derimod ved man, at den
havde følgende inskription: ”Il faut le force contre les difficultés
afin de réussir dans son entreprise - Man muss anhalten, wenn man zu
seinem Vorhaben gelangen will”.
Den ældste dommer var tilsvarende pligtig til ved sin afgang at give
en skive til selskabet. Henved 20 konge- og dommerskiver pryder
derfor idag selskabets lokaler i Stengade 46. Personalhistorisk og
kulturhistorisk en uvurderlig samling, som stedse er genstand for
beundring og mangen en snak om gamle dage.
Dommerskiverne
er færrest i antal, fordi pligten til at give en skive ved afgang
som ældste dommer blev ophævet fra 1820, hvorefter frivilligheden
alene fik lov at råde. Siden har kun to dommere følt sig
foranlediget til at skænke en skive.
Rækken af fuglekongeskiver synes med undtagelse af den allerførste
at være komplet. Når der alligevel fattes enkelte årstal hænger
dette alene sammen med, at der ikke har været afholdt
kongefugleskydning de respektive år. Oftest har årsagen i disse
tilfælde været krigsbegivenheder. En enkelt fuglekonge har endvidere
undladt at give den obligatoriske skive. Enkelte dommerskiver synes
imidlertid at være forsvundet i forbindelse med branden i 1849.
Flere skiver bærer tydeligt præg af denne tragiske begivenhed.
Eksempelvis bærer den ene af prins Carl af Hessen’s to
fuglekongeskiver fra 1796 umiskendeligt præg af at have været udsat
for en kraftig varmepåvirkning måske endog direkte ild.
Umiddelbart kan det måske forekomme mærkværdigt, at de ældre skiver
er gennemhullede og delvis splintret af geværkugler. Forklaringen er
imidlertid den, at indtil midten af 1830’rne skød brødrene til den
afgående fuglekonges skive - ét skud hver. Formentlig har skiverne
været hængt op på et træstativ, sådan som det også ses på købmand N.
L. Bentzons skive fra 1799, hvorefter skydebrødrene efter tur har
skudt mod den pågældende skive. Studerer man de gamle skiver nøjere
kan man eksempelvis på brændevinsbrænder Jens Sørensens skive fra
1782 tydeligt se, at de enkelte skudhuller omhyggeligt er blevet
nummereret efter skytternes skydenummer.
Særegent er det derfor, at to skiver fra henholdsvis 1796 og 1798
fremstår uden skudhuller. Imidlertid er forklaringen den enkle, at
prins Carl af Hessen, der var fuglekonge nævnte år, udover de
obligatoriske skiver, som der da også behorigt er blevet skudt mod,
har betænkt selskabet med yderligere to skiver. Velsagtens har
betingelsen været, at disse skiver skulle hænges uskadte op.
Skiverne er ens forsåvidt deres motiv er et våbenskjold støttet af
to løver. Helt forskellige motiver er derimod valgt på de respektive
pendanter. På skiven fra 1796 skimtes en kriger samt et alter med et
bål. På alterets forside læses: ”Elsk Føde Land Dyd og Fred Og føel
da din Lyksalighed”. Motivet på den anden skive omfatter
dannebrogsflag, faner, korslagte kanoner, sværd, hjelme og andre
sindbilleder på krigen. I det omgivende skjold læses: ” I Fred med
Lyzt, og rolig Bryst, man sig(ter) hist, Og treffer vist”.
Fuglekongens titulering er endvidere på disse skiver udvidet med
”landgreve”.
Allerede i 1778 stilledes forslag om at undlade at skyde til de
bemalte skiver. Men et stort flertal blandt medlemmerne udtalte i
den anledning, at ”»intet kan smykke en skive mere end at den med
mange gode skud er stafferet”. Mindretallet vandt imidlertid
gradvist gehør for sit synspunkt, og i 1820’rne begyndte man at
nøjes med at give skiverne enkelte, symbolske skud og satte
pietetsfuldt malede træpropper i kuglehullerne. Ved midten af
1830’rne ophører man helt med at skyde til skiverne. Enkelte skiver
deriblandt købmand K. F. Marstrands skive fra 1856 bærer dog
umiskendeligt præg af at være ramt af hagi eller pile.
Rådmand G.J. van Deurs blev formelt skydeselskabets første
fuglekonge. Skiven, der foruden årstallet 1767 bærer devisen: ”Le
vainqueuer seul la Mérite”, har som motiv en laurbærkrans som
omgiver en fugl fra hvis næb hænger et lille rundt spejl - trolig
sigtepletten. Et element som ses at gå igen på mange af de gamle
skiver.
Umiddelbart forekommer de allerfleste af skiverne fra tiden frem til
begyndelsen af 1830’rne lidt kedelige og intetsigende. Dette skyldes
imidlertid nok så meget den ofte temmelig dunkle allegori, som
ligger skjult i motiverne. Men lidt fantasi og forståelse af
tidsånden hvori de er skabt, kan åbne op for en ganske spændende
verden. Skivernes tekster kan ofte hjælpe godt på vej. En solid
historisk viden om kongehuset og dets historie kombineret med en
indsigt i heraldik er også helt nødvendig, når man vil forstå de
kongelige skiver. Det gælder også den skive, som selskabets hidtil
eneste kvindelige fuglekonge, prinsesse Lovisa Augusta, hertuginde
til Augustenborg, lod ophænge i 1830. Skiven viser hendes kronede
våben.
De første tilløb til at bryde med den allegoriske motivverden har
man allerede i færgemand J. P. Sodenæs’ skive fra 1771. Den gengiver
en jagt under sejl mellem Helsingør og Helsingborg. Men først med
storkøbmand og entreprenør Jean Jacob Claessen, der bliver
fuglekonge i 1777 og da tituleres som agent, er det symbolske i
motivet helt forladt. Det topografiske er tilsvarende
det fremherskende i motivet på Louis Tuxen’s skive fra 1785, men
rummer tillige en klar symbolik i det forhold, at tre sømænd rejser
en skydeskive på Kronborgstranden. Louis Tuxen var ”Capitain af Søe
Etadten og Inspectøer i Øresundt”. Købmand John 5. Diston, der
ernærede sig ved klarering og proviantering af navnlig de engelske
handelsfartøjer, som ankrede op på byens rhed for at betale den
pålagte Øresundstold, har meget naturligt, på sin skive fra 1790,
valgt at vise det danske vagtskib på rheden og behørigt suppleret
med teksten: Wort Konge Huus leve og hver Landet har kjær; Dets
Fiender Bæve, det hændes som ser; Wort Skibsfart Forøges. Wort
Selskab Bestaa; Wore Havne Besøges til Werdner forgaar.
Man skal herefter helt frem til året 1832 for at finde en skive med
en let genkendeligt motiv. Det er krigsraad Petersens skive med en
iøvrigt pragtfuld gengivelse af Øresunds Toldkammer og den
foranliggende plads med den vandspyende sandstensløve, som Helsingør
Vandkompagni havde bekostet nogle år forinden. Toldkammeret blev
nedrevet i 1860 i forbindelse med udvidelsen af havnen. En
kulturhistorisk særdeles spændende og værdifuld skive er i høj grad
også købmand Hilligsøe’s fra 1834, der viser det indre af hans
manufakturhandel i Stengade 52. Og meget naturligt har købmand T. R.
Lund valgt at få gengivet skydeselskabets ejendom og skydebanen -
hvor han tre gange - nemlig i årene 1822, 1823 og 1835 var blevet
skudt til fuglekonge af brødrene. Samme motiv havde J. Bakke valgt
at forevige på sin fuglekongeskive i 1818. Enhver medalje har som
bekendt en bagside således også en skydeskive. En enkelt skive
nemlig J. Leerbech’s dommerskive fra 1775 har bemalt revers visende
en matros siddende i en ret naturlig stilling. Om end ikke
enerådende så er det topografiske motiv fra omkring 1818 dog klart
dominerende i motivvalget for de skiftende fuglekonger. Enkelte
fuglekonger valgte fortsat symbolske motiver.. Endelig var alle
skiver indtil 1921 alene bemalede træplader.
Nævnte år giver godsejer og direktør Anders Jensen således en bemalt
skive af kobber med motiv af bla. Marienlyst Badehotel. Gedigent og
fornemt er konsul Chr. Andersen’s metalskive fra 1930 udspunslet og
bemalt med motiv fra havnen med en lossende kuldamper ved Wright &
Svendsens kulplads. Herefter skal vi faktisk helt frem til 1975 før
et andet materiale end træ på ny får en chance, nemlig da købmand
Poul Nikolaj Larsen vælger en keramisk skive og stenhugger John
Nielsen året efter lader sin skive udføre i sten.
Allerede i 1913 havde snedkermester Emil Nielsen, som den første af
selskabets mange fuglekonger, fravalgt den traditionelle bemalte
træplade, og i stedet ladet en billedskærer udforme motivet, som i
øvrigt er et skjold med snedkerfagets karakteristiske håndværktøj.
Nyskabelsen blev ikke umiddelbart fulgt op af lignende skiver. Vi
skal helt frem til begyndelsen af 30’rne før tilsvarende udskårne
skiver på ny skænkes til selskabet.
Hovedparten af skydeselskabets mange gamle skiver er udført anonymt,
men fra tiden efter 1838 bærer de fleste dog kunstnerens signatur.
Blandt de mere kendte kunstnere kan nævnes navne som C. F. Sørensen,
Carl Baagøe, Carl Buntzen, Fr. Hansen, Nørretranders, Otto Bülow,
Carl Bosevang, E. V. Bøgh, Vilh. Arnesen, H. C. Bärenholdt, Mads
Stage, Bente Polano og Lars Ravn.
Fuglekongen
Når
brystpladen på papegøjen som den sidste er faldet til jorden, er
årets fuglekonge formelt kåret. Reelt er den pågældende imidlertid
valgt forud for selve skydningen. Vel står det den enkelte
skydebroder frit at skyde sig selv til fuglekonge, men i reglen
skyder deltagerne i fugleskydningen for den blandt brødrene, som man
af den ene eller anden grund føler står for tur og som har
accepteret at blive kåret. Sidstnævnte er ikke uvæsentligt.
Fuglekongeværdigheden fordrer som altid en vis økonomisk formåen.
Det blev tradition for at fuglekongen gav frokost til skytterne på
den anden skydedag. Ligeledes blev det med årene tradition, at den
nykårne fuglekonge skulle give champagne ved middagen på
fugleskydningsdagen. Denne ”pligt” blev holdt i hævd indtil 1935,
hvor den sidste ”champagnekonge” blev fejret.
Allerede i 1892 havde selskabets bestyrelse søgt at få konverteret
champagnen til gaver i sølv. Siden 1960’erne har det været kutyme,
at den afgående fuglekonge betænker selskabet med en gave. Det
tidligst indgraverede årstal er 1961. Herudover har flere
fuglekonger yderligere skænket selskabet gaver i form af forskelligt
inventar, men også nye geværer til afløsning for de ganske gamle og
efterhånden godt brugte geværer. En kær tradition er det også
blevet, at fuglekongen skænker brødrene den første snaps ved de 4
årlige skiveskydninger. Oprindelig havde dette alene været en
tradition ved generalforsamling og pølsegilde.
Under alle omstændigheder har det været en temmelig bekostelig
affære at blive fuglekonge. At det måske heller ikke altid har været
helt let at finde en blandt skydebrødrene, der var villig til at
lade sig skyde til fuglekonge, turde vel udledes deraf, at købmand
F. Stilling i 1875 og fabrikant W. Klenowi 1876 optages i selskabet
på selve fugleskydningsdagen og derpå straks skydes til fuglekonge.
Tid efter anden lod de kongelige medlemmer af selskabet sig
velvilligt skyde til fuglekonge, uden dog at indgå i de normale
forpligtelser som sådan, men dog behørigt repræsenteret ved et
udvalgt medlem af selskabet. Ualmindeligt var det imidlertid
ingenlunde, at de kongelige personligt deltog i en fugleskydning,
som derved selvsagt fik en ekstra glans. Da kong Christian den
Niende og kronprins Frederik i 1882 deltog i selskabets
fugleskydning, arrangeredes en særlig modtagelse på banegården, som
dengang lå på Trækbanen. En æresport var ligeledes i dagens
anledning blevet rejst ved indgangen fra Skydebane Allé, og 27
kanonskud drønede, da kongen ankom til den flagsmykkede skydebane.
Anledningen til det kongelige besøg var, at kongen som afgående
fuglekonge skulle overrække selskabet den pligtige skive - kronet og
med motiv af Fredensborg Slot. Da brødrene var vel skydende denne
dag og brystpladen derfor faldt betids, nåede kongen tillige
personligt at overdrage fuglekongeværdigheden til sin efterfølger
konsul Albert Kaas.
Symbolet på fuglekongens værdighed var et grønt silkebånd med røde
kanter - selskabets farver - i hvilket hang et sølvskilt i form af
en papegøje. I 1892 fik selskabet imidlertid kongelig tilladelse til
i stedet at anvende en gylden kæde, som var skænket af årets
fuglekonge, skibsreder Theo Koch. Den højtidelige ceremoni, hvor
kongebåndet blev aftaget den afgående fuglekonge og under kanonsalut
hængt om halsen på den nye, fandt oprindelig sted under fuglestangen
på skydebanen. Medens kanonsaluteringen traditionen tro fortsat
finder sted på skydebanen i forbindelse med kåringen af den nye
fugle- konge, er den ceremonielle overdragelse af
fuglekongeværdigheden i dag henlagt til fugleskydningsmiddagen.
Fuglekongen bærer i øvrigt kæden ved alle sammenkomster i selskabet.
Det var forståeligt et stort tab for skydeselskabet - ikke så meget
af økonomiske som af venerationsmæssige årsager - da fuglekongekæden
i 1985 forsvandt i forbindelse med et simpelt indbrud hos den
daværende fuglekonge. En ny kæde blev skænket af broder Bengt
Sørensen og kunstneren Mads Stage påtog sig at designe denne.
I de første 23 år klarede selskabet sig med nogle små kanoner. Men i
1791 fik man i Frederiksværk støbt nye malmkanoner, som tog 2 lod
krudt mere end de gamle. De nu mere end 200 år gamle - 8 lødige -
kanoner gør fortsat god fyldest ved de obligatoriske saluteringer.
Efter en del år hvor saluteringen med kanonerne ikke fandt sted,
blev de gamle malmkanoner, som stod opmagasineret på toldboden,
hentet frem i 1959, og fuglekongen kunne atter, som det havde været
skik og brug, behørigt blive hilst med en salut på tre kanonskud ved
ankomsten til ”pistolgraven” på skydebanen. To af malmkanonerne blev
i øvrigt skænket til kong Frederik den Niende i anledning af hans
60-årsdag.
Bygningerne
Helsingors Kongelig Privilegerede Skydeselskab var i de første mange
år lejer hos gartner Freese i ”Kokkens Have” tæt udenfor Svingelport.
Freese’s gård omfattede i 1766 en hovedbygning på seks fag i to
etager opført i bindingsværk med grundmuret facade, et sidehus på
seks fag, et tværhus på otte fag og endnu et sidehus på tolv fag -
det hele i bindingsværk. Alt i alt ganske småt og lidet prangende.
Et par af de ældste og ringeste af bindingsværkshusene blev snart
nedrevet og hovedbygningen udvidet til elleve fag. Et skydehus
indrettedes samtidig i et seks fags bindingsværkshus. Ejendommen
blev i de følgende år ændret ved flere til- og ombygninger.
Natten mellem den 13. og 14. oktober 1849 galede den røde hane over
skydeselskabets hovedbygning. Helsingør Avis meddeler i den
forbindelse kort og godt: ”I går morges udbrød ild i det kgl. priv.
Skydeselskabs klubbygning. Taget og alt indvendigt nedbrændte, så at
kun de revnede mur ståe tilbage”. Bygningen var lykkeligvis behørigt
forsikret, og alt imedens en ny bygning blev rejst, lejede
skydeselskabet sig ind i første salen i den franske konsuls gård i
Stengade.
Allerede i august måned det følgende år stod den nye klubbygning
færdig, og skydebrødrene kunne flytte tilbage medbringende de
enestående skiver og det øvrige inventar, som det på forunderlig vis
var lykkedes at redde stort set komplet. Opførelsen og indretningen
af den nye bygning, der idag indgår i Helsingør tekniske Skole i
Skydebane Allé, kom trods udbetalingen af forsikringssummen i høj
grad til at belaste skydeselskabets økonomi. På en fælles
generalforsamling for Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskab
og Øresundsforeningen den 31. oktober 1894 var de to foreninger
blevet sluttet sammen, således at Øresundsforeningen indgik i
Skydeselskabet. Tiderne og byens sociale struktur havde ændret sig
og nødvendiggjort sammenlægningen.
Den 17. juli 1900 fandt den sidste fugleskydning sted på den gamle
skydebane, og den 8. marts 1901 besluttede man at sælge hele
ejendommen. Få måneder senere købte selskabet den tidligere svenske
konsulatsgård Stengade 46. En ombygning af den gamle, fornemme
patriciergård blev omgående iværksat.
Indkørselsporten blev tilmuret og hele stueetagen udlejedes til
Landmandsbanken. Indgangen til skydeselskabets egne lokaler på
første og anden etage befandt sig i bygningens sydlige ende. Først
da porten retableredes i forbindelse med en ny ombygning i 1963,
blev den nuværende indgang etableret.
|